NB. Dette er kun første udkast af indledningen på en fanfiction om The True Lives Of The Fabulous Killjoys.
Handlingen starter hvor Sing videoen slutter. Feedback er hjerteligt velkomment, og vil tages højde for
i historiens fremtidige udvikling. Enjoy, suckers (:
Save yourself, I'll hold them back
(working title)
Grace sparkede til en rusten konservesdåse, og fulgte dens flugt med sit blik. De sorte støvler satte dybe aftryk i sandet, og det indtørrede blod på snuden var begyndt at skalle af.
Var de stadig derude, eller ville det være for sent at redde dem nu?
Hun kunne ikke lade være med at tænke på alt det de havde gjort for at redde hende fra Dracs’ene.
“Grace… du er nødt til at komme ind nu. Man kan aldrig vide hvem der gemmer sig ude i mørket.” Det var meget tydeligt at Dr D var bekymret, så den lille pige traskede tilbage, ind i det lille blikskur der udgjorde pirat radiostationen.
“Får vi nogensinde farverne tilbage til Battery City?” spurgte hun med en svag stemme. Hun satte sig i en laset lænestol i hjørnet af rummet, hvor hun sank helt sammen i den bløde hynde.
“Ikke uden The Killjoys, kiddo. De er den eneste alvorlige trussel der har været mod Better Living Industries,” svarede den store mand hende, mens han rynkede sin snavsede pande.
Hun behøvede slet ikke at vende det i hjernen. På trods af Dr. D’s opgivende tone, svarede hun prompte: “De er ikke blevet omvendt! Det kan de ikke være. Party Poison skal nok få dem ud derfra.”
Hun sad og vippede med benet, og fik de bløde afrokrøller til at vibrere let om hendes ansigt. Hun lagde sit væsen i eftertænksomme folder, og fik mentalt lagt facts på bordet. Hun konkluderede hurtigt at der måtte lægges en plan. Men hvordan skulle hun, 12-årlige Grace, kunne redde dem selv? Det første hun måtte gøre var at hun skulle skaffe sig en ray gun og en maske. Men hvordan skulle hun nogensinde kunne overbevise Dr. D om at The Killjoys ikke var døde?
Hun kiggede på den skæggede mand i den mørke ende af skuret, hvor hans ansigt et øjeblik blev oplyst af flammen fra hans lighter. Han tog et hiv af sin nyligt tændte smøg, og pustede ud, så det lagde sig som en tåge i hele det lille lukkede rum.
“Hør… jeg ved godt at du tror at de er farveløse nu. Jeg mener… vi så dem blive stunned. Men… de har stadig farver. Jeg ved det. Jeg kan mærke det! De er stadig derude… Killjoys never die…” hun gjorde sit ypperste for ikke at lyde bedende, men derimod argumenterende. Desværre vidste hun bare ikke helt hvordan det gik.
Røgen lagde sig lidt efter lidt, og tilbage var kun den blandede duft af nikotin og diesel i luften. Dr. Death kiggede med intense øjne på den pigen. Hun så utroligt lille og skrøbelig, og samtidigt også moden og tough ud, som hun sad der i den ødelagte stol, med de store army boots, og den farvestrålende trøje. Snart ville Better Living Industries have overtaget hele Battery City og alle farverne ville være suget ud af deres by. Han følte en dyb medfølelse for hende, og han granskede sin hjerne desperat for at finde ud af hvorfor det var lige netop Grace de var så optaget af. Var det fordi hun var villig til at kæmpe imod? Hendes sjæl sprudlede jo af farver, og liv. Farver og liv de ville tvinge ud af hende og gøre hende til en klon, en sort/hvid mutant, en grotesk abnormitet uden sjæl og identitet - de ville gøre hende til en Drac.
by Seether
in my brain, and I haven't been able to get it out since I heard it last afternoon. Not that it bothers me, but it's only two freaking lines.
from Cute Is What We Aim For, and I decided it was time for an update before leaving to make some dinner for my beloved father.
